Jeg skal sgu ikke være fodbolddommer, de er jo sådan lidt anderledes typer, mens vi spillere er de seje og dem folk kommer for at se på.

Sådan tænkte jeg ofte, når jeg var på vej hjem fra en kamp i min aktive fodboldkarriere. Jeg skulle bestemt ikke være dommer, men jeg ville være træner, når det engang var slut, for det er jo den vej mange kollegaer går, når støvlerne lægges på hylden. Jeg har nok altid været sådan som menneske, at går flertallet mod højre, så følger jeg med.

Derfor blev jeg træner som flere af mine tidligere holdkammerater, og jeg var på trænerkursus med en masse aldrende stjerner. Det var da fedt at kunne fortælle vennerne, at man kørte med Peter Graulund og Tommy Bechmann til Kbh, men der manglede stadig et eller andet. Jeg følte mig ikke rigtig som en del af en gruppe, for jeg var jo "bare" ham assistenttræneren fra Viby, som nærmede sig en fyreseddel, hvis vi ikke snart fik nogle point i 2. division.

Bliv selv dommer

Har Marks historie inspireret dig til selv at prøve at gå dommervejen, så er der dommergrundkursus allerede i marts måned (og igen til august).

Du kan tilmelde dig dommerkurset HER 

Har du spørgsmål omkring uddannelsen, kan du kontakte:

John Christensen, 63115995, joch@dbufyn.dk

Startskuddet i Barcelona

Så ville skæbnen, at jeg ud af det blå fik konstateret diabetes 1, hvilket gjorde at jeg blev nødt til at sætte farten lidt ned, og ændre min måde at leve mit liv på. Jeg sagde mit trænerjob op og rykkede retur til Fyn, hvor jeg fik job på Skolerne i Oure som idrætspædagog. Jeg brugte i flere år mine aftener på at vejlede unge sportsfolk, i livet, i vigtigheden af trygge og sunde relationer, samt i de tanker som den unge har om sin sport i en travl hverdag. Her brugte jeg mange af mine egne erfaringer, og jeg blev så glad, når de unge turde at gå deres egne veje.

På en tur til Barcelona med vores fodboldlinje, opsøgte vores dygtige chef det tyske ungdomslandshold for kvinder. Både Tysklands U20 og U23 landshold var på træningslejr inden sommerens slutrunder, og de boede på samme resort som os.
Min chef spurgte, om vi ikke skulle spille træningskampe, når vi nu havde både tiden og de lækre baner. Tyskerne var meget på og havde kun et spørgsmål: Hvad gør vi med en dommer med så kort varsel? Vedkommende skal være dygtig.
Med fare for at blive kaldt skruebrækker, så passede jeg faktisk allerede fløjten i Århus, i sin tid da dommerne strejkede, og jeg befandt mig godt derinde, så jeg sagde til min chef, at hvis de vil spille imod os, så dømmer jeg gerne kampene.

Efter to kampe med fart på, i høj solskin på en lækker bane i Barcelona, så kom Maren Meinert (tidligere verdens bedste kvindefodboldspiller) hen og sagde tak for kampen. Maren medbragte en signeret powerbank fra DFB samt en tysk landsholdstrøje, hun smilte og sagde nogle ord jeg ikke lige glemmer "Jeg havde faktisk bestilt en dommer til kamp 2, men ham aflyste jeg, da du havde fuldstændig styr på det"

Under de to kampe, mærkede jeg lidt af den følelse, som jeg i årevis havde ledt efter til padel, golf, vandring, playstation, personlig træning mm. 
Jeg skulle tage det dommerkort, udfordringen var bare mine arbejdstider, som primært var aften og weekender.

Livet som dommer

Arbejdstiderne er dog anderledes nu, kortet er taget, jeg har gennemført flere kurser, jeg er rykket op, og jeg får en del ros for min positive og inkluderende kommunikationsform... og ja den følelse jeg søgte efter i min aktive karriere, den er der stadig hver gang, jeg går på banen som dommer. Og ved I hvad? Dommere er slet ikke anderledes. De personer med fløjten jeg har mødt, har gjort at jeg føler mig som en del af en betydningsfuld gruppe. De bakker hinanden op både på og udenfor banen.

Her til slut følger lige to skønne eksempler på fodboldglæde, jeg har mødt ude på banerne:

Da jeg dømte en Københavnsk klub til et u11 elite stævne, så kom en forælder hen til mig under frokosten og sagde til mig, at jeg havde gjort noget ekstraordinært overfor hans søn. 
Faderen fortalte mig, at Yassin som drengen hed, aldrig havde talt positivt om en fodbolddommer. Nu kunne Yassin slet ikke lade være med at snakke om mig og lede efter mig. 
Derefter pegede faderen over på en storsmilende Yassin der stod og vinkede til mig ved buffeten. 
Med en direkte og anerkendende tilgang, havde jeg fået Yassin til at forstå, hvorfor jeg dømte som jeg gjorde, og at jo bedre han er sammen med dommeren, jo bedre dømmer jeg også!

Eller da en angriber fra et serie 4 hold kom hen og sagde tak for kampen med denne kommentar “ej hvor irriterende, du er på hele tiden, og selvom jeg forsøgte at snyde dig et par gange, så var du hele tiden bagved mig”. Vi grinede og gav hinanden en high five. 

Tak til alle jer som har taget godt imod mig som ny dommer.