Ugens dommerprofil: Niclas Vellier Nyegaard

Jeg blev dommer i sommeren 2024, fordi mit daværende studiefodboldhold blev opløst, og jeg gerne ville fortsætte med at have fodbolden som en del af min hverdag.

Jeg er meget tålmodig som person, og det føler jeg også kommer til udtryk, når jeg dømmer. Jeg lader typisk spillet glide og udvikle sig inden jeg fløjter, og jeg tager også gerne tiden og dialogen til at forklare mine kendelser under og efter kampen. Så længe det bliver på et sagligt niveau og toneleje.

Det går jeg meget lidt op i. Min kammerat var ude at se en af mine kampe og gav mig lidt røg for ikke at have trøjen i bukserne, så det er egentlig det eneste, jeg tænker over ift. Udseendet.

Jeg har ikke rigtigt nogen. Jeg suger lidt til mig fra en masse forskellige atleter. Generelt kan jeg godt lide atleter der er sympatiske og stadig har lidt kant. De må gerne give lidt af sig selv og ikke være alt for korrekte i deres udtalelser.

Helt klart sproget der foregår på banen. Jeg synes ikke, det er rart at løbe rundt og høre spillerne skændes og snakke grimt til hinanden internt, inde på banen. Jo yngre spillerne er, jo mere oplever jeg, at det altid er en andens skyld, og jeg synes der er foruroligende lidt opbakning og evne til ikke at tage tingene så seriøst, når man tænker på niveauet. 

Effektiv spilletid de sidste 10-15 minutter af en kamp. Ingen tillægstid men tiden blev stoppet under hvert spilstop.

Nej, det har jeg ikke. Jeg har dømt flere, jeg kendte personligt, men de har heldigvis opført sig ordentligt inde på banen.

Jencel & Kawamura – 3 2 1 -> https://www.youtube.com/watch?v=wdtElBnEQfY&list=RDwdtElBnEQfY&start_radio=1 

Spring ud i det. Og vær transparant og ærlig overfor spillere og trænere under og efter kampen. Jeg oplever, at man får større respekt og accept, hvis man lytter på deres frustration og ikke er bange for at sige, at hvis de har ret, så var det en fejl, men at man så det anderledes. Eller slet ikke så det. Jeg plejer at sige, at hvis jeg kunne se alt og dømme fejlfrie kampe, så ville jeg ikke dømme på deres niveau. Det plejer at få et par smil.

Jeg havde en spiller, der klart mente, at der skulle gives et rødt kort for en tackling, der blev lavet på ham. Han havde i princippet ret, men problemet var bare, at det var hans egen spiller, der havde ramt ham uden han så det. Så da vi sagde tak for kampen, spurgte han om han måtte låne mit røde kort, så han kunne give ham det. Det var sidste kamp på sæsonen, og et rødt kort gav en kasse øl i omklædningen, som han mente holdet havde brug for efter et nederlag.